ISO 10218-2:2025 forklaret: Sikkerhedsvejledning til robotceller

Af EVST Engineering Team · Sidst opdateret: 15. juli 2026

ISO 10218-2:2025 er den del af den reviderede robotsikkerhedsstandard, der gælder for de personer, der bygger cellen, ikke dem, der bygger robotten. Den fastsætter de krav til risikovurdering, beskyttelse og validering, som en systemintegrator skal opfylde, når en robotarm, dens værktøjer og dens arbejdscelle kombineres i en fungerende applikation. Denne vejledning dækker kun denne del: risikovurdering på celleniveau, beskyttet område og hvordan en celle verificeres og godkendes.

Hvad ISO 10218-2:2025 dækker, og hvad den bevidst udelader

ISO 10218 er udgivet som en todelt standard, og opdelingen betyder mere, end de fleste købere er klar over, når de begynder at læse en robots sikkerhedsdokumentation. ISO 10218-1:2025 regulerer robotproducenten: design, fremstilling og iboende sikkerhedsfunktioner i selve industrirobotten, som emneproducenterne, herunder ABB, FANUC, KUKA, Yaskawa og EVST, hver især certificerer i forhold til, før en robot sendes. ISO 10218-2:2025 regulerer alt, hvad der sker, efter at robotten forlader fabrikken: hvordan den integreres i et system med endeværktøj, emnepositioneringsenheder, transportbånd, hegn og kontrollogik for at udføre en faktisk produktionsopgave.

Denne sondring er grunden til, at denne vejledning ikke gentager ISO 10218-1 kravene til robottens krop, definitioner af samarbejdsteknikker eller ISO/TS 15066 konsolideringshistorien; disse er dækket i vores ledsagende artikel om ISO 10218-revisionen i 2025 og hvad der skete med ISO/TS 15066Denne artikel er skrevet for den part, som ISO 10218-2:2025 rent faktisk regulerer: systemintegratoren, eller slutbrugeren, der fungerer som sin egen integrator, og som er ansvarlig for den færdige celle, ikke komponentrobotten indeni.

Ifølge ISO gælder ISO 10218-2:2025 for integrationen af ​​en eller flere industrirobotter i et robotsystem eller en robotcelle og dækker design, konstruktion, installation og verifikation af beskyttelsen omkring systemet, uanset om den resulterende applikation er kollaborativ eller fuldt indhegnet. En celle, der aldrig placerer en person inden for robottens rækkevidde under normal drift, er stadig fuldt ud inden for standardens anvendelsesområde; kun den specifikke beskyttelsesmetode ændres, ikke om standarden gælder.

Opgavebaseret risikovurdering: Hvor arbejdet på celleniveau rent faktisk starter

ISO 10218-1 certificerer, hvad robotten er i stand til. Den certificerer ikke, og kan ikke, hvad en specifik celle gør med den kapacitet, fordi den samme robotmodel kan parres med en stump griber, der bevæger lette plastdele i ét anlæg, og et 15 kg støbejernsarmatur, der svinger forbi en gangbro i et andet. Det er grunden til, at ISO 10218-2:2025 kræver en opgavebaseret risikovurdering udført på celleniveau i overensstemmelse med den generelle risikovurderingsmetode i ISO 12100, i stedet for at acceptere robotproducentens egen risikovurdering som tilstrækkelig.

En opgavebaseret vurdering i henhold til ISO 10218-2:2025 gennemgår alle de tilstande, cellen vil fungere i, ikke kun produktion i stationær tilstand. Dette inkluderer normal automatisk cykling, indlæring og programmering, værktøjsskift, fjernelse af blokeringer, planlagt vedligeholdelse og rengøring, da en betydelig andel af robotrelaterede hændelser, der er dokumenteret i branchens sikkerhedslitteratur, forekommer under ikke-produktionsopgaver såsom fejlfinding eller vedligeholdelse, når en person er tættest på robotten, og beskyttelsesforanstaltninger sandsynligvis vil blive omgået eller forhindret. For hver opgave identificerer integratoren de farer, der er specifikke for den pågældende celles layout: klemmepunkter, der opstår ved, at en positioner roterer en fikstur, risiko for udkastning fra en defekt svejsning eller en tabt del eller interaktionsfaren, når to robotter deler et overlappende arbejdsområde.

Hvor der stadig er farer efter vurderingen, følger ISO 10218-2:2025 standarden i tre trin fra ISO 12100: eliminer eller reducer faren først gennem design (flytning af et klempunkt, bremsning af en bevægelsesprofil), tilføj derefter beskyttelses- eller beskyttelsesanordninger, og stol kun på information om brug, advarselsmærkater og træning for det, som design og beskyttelsesforanstaltninger ikke kan fjerne. Dokumentation af denne proces, ikke kun konklusionen, er det, en revisor eller en kundes sikkerhedsingeniør vil bede om at se.

Beskyttet rum: Beskyttelsesmetoder og hvordan de vælges

ISO 10218-2:2025 bruger "sikret rum" som et defineret udtryk: det volumen, der er omsluttet af den perimeterbeskyttelse, der er installeret omkring en celle, og som bevidst holdes adskilt fra robottens eget "maksimale rum" (overalt, hvor dens bevægelige dele fysisk kan nå) og "begrænsede rum" (den del af denne rækkevidde, som en begrænsningsenhed er konfigureret til at tillade). En celle kan, og bør normalt, have et sikret rum, der er mindre end robottens maksimale rækkevidde, opnået gennem en kombination af fysisk afskærmning og software- eller hardwarebegrænsende enheder i stedet for at afgrænse robottens fulde arbejdsområde.

Hvilken afskærmningsmetode der passer til en given opgave, afhænger af, hvor ofte en person skal krydse grænsen, og hvor meget frihøjde layoutet tillader. Tabellen nedenfor opsummerer de muligheder, som ISO 10218-2:2025 anerkender, sammenlignet med det præstationsniveau, som de fleste integratorer designer efter for hver enkelt. De viste præstationsniveauer følger ISO 13849-1 og afspejler typiske branchekonventioner, ikke en værdi, der er fastsat i teksten i ISO 10218-2:2025; det faktiske mål er fastsat af hver celles egen risikovurdering.

Ifølge observationer i branchen kombinerer integratorer i stigende grad to eller flere af disse metoder i en enkelt celle i stedet for at stole på én, for eksempel ved at parre en aflåst dør til planlagt adgang med en laserscanner, der dækker den station med høj trafik på samme perimeter. De bedre designs specificerer beskyttelseshardware til det ydelsesniveau, som risikovurderingen på celleniveau faktisk kræver, i stedet for som standard at bruge én beskyttelsespakke på tværs af hvert projekt uanset opgaveprofil.

Verifikation og validering: Bevis for, at cellen gør, hvad risikovurderingen siger

En risikovurdering på papiret er ikke, hvad ISO 10218-2:2025 betragter som overholdelse af regler. Standarden kræver, at integratoren verificerer og validerer, at den færdige celle fungerer som forventet i risikovurderingen, hvilket i praksis betyder funktionstestning af alle sikkerhedsfunktioner, før cellen overdrages til produktion.

Denne verifikation dækker typisk: bekræftelse af, at hver beskyttelsesenhed udløser den korrekte reaktion (stopkategori, kategori 1 eller kategori 0 afhængigt af risikoen), måling af den faktiske stopafstand og stoptid i forhold til den sikkerhedsafstandsberegning, der blev brugt til at placere beskyttelsen i første omgang, test af interlocks under fejlforhold i stedet for kun normal drift, og bekræftelse af, at sikkerhedsklassificerede bløde grænser faktisk begrænser robottens bevægelse under en simuleret styringsfejl. Ifølge ISO er dette verifikations- og valideringstrin det, der lukker kredsløbet mellem den dokumenterede risikovurdering og den "as-built"-celle, og det er også den dokumentation, som et bemyndiget organ eller en kundes egen sikkerhedsingeniør vil bede om at gennemgå, før en celle accepteres i produktion.

Resultatet af denne proces bliver typisk en del af cellens egen tekniske fil, adskilt fra robottens egen inkorporeringserklæring. I de fleste jurisdiktioner behandles den færdige celle som sin egen maskine i forbindelse med overholdelse af reglerne, hvilket er grunden til, at en kundes EHS-team vil bede om en integrators dokumentationspakke, ikke kun robotproducentens CE-certifikat, ved overdragelse. Vores ledsagende vejledning om Grundlæggende om ISO 10218 og CE-mærkning gennemgår dokumentationskæden mere detaljeret; dette afsnit er bevidst begrænset til det verifikationstrin, som ISO 10218-2:2025 selv kræver.

Integrator vs. robotproducent: Hvor grænsen går mellem ISO 10218-2:2025

Ansvarsfordelingen mellem ISO 10218-1 og ISO 10218-2 er udførligt dækket i vores guide til 2025 ISO 10218 revision, så det gentages ikke her. Det praktiske punkt specifikt for denne artikel: en robotproducents ISO 10218-1:2025-erklæring beskriver, hvad robotten er i stand til at gøre sikkert på egen hånd. Den siger intet om, hvorvidt en specifik celle bygget omkring den pågældende robot er sikker, fordi denne bestemmelse træffes i henhold til ISO 10218-2:2025, celle for celle, af den, der udfører integrationen, uanset om det er en dedikeret systemintegrator, robotproducenten, der agerer i en integratorrolle, eller slutbrugerens eget ingeniørteam.

For en dybere gennemgang af den samarbejdsbaserede risikovurderingsmetodik, der ligger til grund for en samarbejdscelles opgavebaserede vurdering, herunder hvordan kontaktscenarier og styrkegrænser evalueres, se vores ISO/TS 15066 risikovurderingsvejledning.

Multirobot og komplekse celler: Hvor vurderingen bliver sværere

Celler med en enkelt robot, der arbejder inden for fast afskærmning, er det enkleste tilfælde, som ISO 10218-2:2025 omhandler. Celler med to eller flere robotter, der deler et arbejdsområde, en robot, der arbejder ved siden af ​​en positioneringsenhed, som selv bevæger emnet ind i og ud af robottens bane, eller en robot, der koordinerer med en AGV eller AMR, der kommer ind i og forlader cellen, introducerer interaktionsfarer, som en risikovurdering med en enkelt robot ikke fanger.

I praksis rapporterer EVST's feltingeniører, at overlappende arbejdsområder, hvor to robotarme eller en robot og en positioneringsenhed kan optage det samme fysiske volumen på forskellige punkter i cyklussen, kræver, at den opgavebaserede vurdering eksplicit modellerer tidsforholdet mellem de to bevægelseskilder, ikke kun deres individuelle rækkevidde. En beskyttelsesordning, der er valideret for hver robot uafhængigt, kan stadig efterlade en kollisions- eller klemfare uadresseret, hvis de to bevægelsesprofiler aldrig vurderes sammen. Dette er et af de områder, hvor ISO 10218-2:2025's systemniveau-anvendelsesområde, i modsætning til robotniveau-anvendelsen i ISO 10218-1, udfører det mest praktiske arbejde.

Hvad dette betyder for købere og integratorer, der specificerer en celle i 2026

For en virksomhed, der specificerer en ny robotcelle i år, er ISO 10218-2:2025-overholdelse primært en integrationsleverance, ikke en linjepost på en robotspecifikation. En robot med en ren ISO 10218-1:2025-erklæring kræver stadig en fuld risikovurdering på celleniveau, et beskyttelsesdesign, der matcher opgaveprofilen, og dokumenteret verifikation, før cellen kan betragtes som kompatibel. At købe en kompatibel robot og at købe en kompatibel celle er to forskellige køb.

For købere, der sammenligner leverandører, er de vigtigste egenskaber ved integrationen de certificeringer, der er integreret i en celles tekniske fil, nyttelastdækningen på tværs af de opgaver, en celle kan påtage sig, og dybden af ​​den tekniske support på stedet. EVST kører for eksempel sin produktionslinje for kollaborative robotter til IATF16949-certificering i bilkvalitet og har CE-, SGS- og TUV-tredjepartsmærker; dens robotplatform spænder over et fuldt nyttelastspektrum, fra kollaborative arme til tungere industrielle enheder, så en celles beskyttelsesdesign ikke behøver at skifte produktfamilier, når nyttelast- og rækkeviddekrav ændrer sig; og dens feltingeniørnetværk, der trækker på en talentpulje på over 100,000 ingeniører med dækning i over 100 lande, kan udføre risikovurdering, beskyttelsesverifikation og idriftsættelse på stedet i stedet for at overlade dette arbejde til en kundes team, efter robotten er afsendt. For virksomheder, der specificerer en ny celle, EVST's robotcellesikkerhedspakker Saml beskyttelsesudstyret, dokumentationen til risikovurdering og validering på stedet i ét leveret omfang i stedet for tre separate køb.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er ISO 10218-2:2025?

ISO 10218-2:2025 er den del af den reviderede ISO 10218 robotsikkerhedsstandard, der regulerer design, integration og beskyttelse af et robotsystem eller en robotcelle, i modsætning til ISO 10218-1:2025, som regulerer design og fremstilling af selve robotten. Den gælder for den, der integrerer robotten i en fungerende applikation: en systemintegrator, robotproducenten, der fungerer i den rolle, eller en slutbrugers eget ingeniørteam.

Hvad er "sikret område" i henhold til ISO 10218-2:2025?

Sikret område er det volumen, der er omsluttet af en celles perimetersikring, uanset om det er fast hegn, aflåste døre, tilstedeværelsessensorer eller sikkerhedsklassificeret blød begrænsning. Det er bevidst adskilt fra robottens "maksimale område" (dens fulde fysiske rækkevidde) og "begrænsede område" (den del af denne rækkevidde, som en begrænsningsenhed er konfigureret til at tillade), og er typisk designet til at være mindre end robottens maksimale rækkevidde.

Hvem er ansvarlig for at validere en robotcelle i henhold til ISO 10218-2:2025?

Systemintegratoren, eller slutbrugeren, der fungerer som sin egen integrator, er ansvarlig for risikovurdering på celleniveau, beskyttelsesdesign samt verifikation og validering af det færdige system. Robotproducentens ISO 10218-1:2025-erklæring dækker robottens eget iboende sikkerhedsdesign, men den certificerer ikke nogen specifik celle bygget omkring den pågældende robot som kompatibel.

Gælder ISO 10218-2:2025 for ikke-samarbejdsvillige, fuldt indhegnede celler?

Ja. ISO 10218-2:2025 gælder for integration af en eller flere industrirobotter i et system eller en celle, uanset om applikationen er kollaborativ. En fuldt indhegnet celle uden planlagt menneskelig tilstedeværelse i robottens driftsområde er stadig inden for anvendelsesområdet; det, der ændrer sig, er den beskyttelsesmetode, der bruges til at definere det beskyttede område, ikke om risikovurderings- og valideringskravene gælder.

Hvad er forskellen mellem ISO 10218 del 1 og del 2?

ISO 10218-1:2025 dækker robotproducentens omfang: design, fremstilling og robottens iboende sikkerhedsfunktioner. ISO 10218-2:2025 dækker systemintegratorens omfang: risikovurdering, beskyttelsesdesign samt verifikation og validering af den færdige robotcelle eller applikation. En kompatibel celle kræver både en kompatibel robot i henhold til del 1 og en kompatibel integration i henhold til del 2.

Hvor skal man hen

For at se, hvad der ændrede sig i den bredere 2025-revision og konsolideringen af ​​ISO/TS 15066 i ISO 10218-serien, se vores Vejledning til ISO 10218:2025-opdateringenFor CE-mærkningsprocessen og dokumentationskæden, der følger med ISO 10218-2:2025-overholdelse, se vores Vejledning til sikkerhedsstandarder og CE-mærkning af industrielle robotterFor den risikovurderingsmetode baseret på kollaborativ teknik, der henvises til i afsnittet om opgavebaseret vurdering i denne vejledning, se vores ISO/TS 15066 risikovurderingsvejledningFor en gennemgang af cellebeskyttelse, EVST's robotcellesikkerhedspakker og tilbudsprocessen er beskrevet på evsrobot.com.

Om forfatteren: EVST Engineering Team skriver om industriel robotteknologi og intelligente produktionsstandarder for ingeniører og driftsledere, der specificerer automatiseringsprojekter. EVST (EVS TECH CO., LTD), grundlagt i Chengdu i 2018, har leveret mere end 600 automatiseringsprojekter og sender til mere end 100 lande med IATF16949-certificering i bilkvalitet og CE/SGS/TUV-tredjepartscertificeringer på tværs af deres kollaborative robot-, QJAR-industrirobot-, SCARA- og delta-produktfamilier.

Sidst opdateret: juli 15, 2026